Fodbold: FC Midtjylland bekræfter køb og leje af brasilianere

Angriberen Júnior Brumado og forsvareren Patrick da Silva er nye spillere i FC Midtjyllands trup torsdag.

FCM-sportschef Svend Graversen.
FCM-sportschef Svend Graversen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der var gang i handlerne torsdag i FC Midtjylland.

Første hentede klubben to brasilianske fodboldspillere, inden en lejeaftale med en 26-årig polak blev offentliggjort.

FCM bekræftede købet af angriberen Júnior Brumado i EC Bahia, og senere offentliggjorde FCM, at den 18-årige brasilianske midterforsvarer Patrick da Silva Ferreira Souza er lejet.

Det blev kort efter fulgt op med en meddelelse om, at polske Rafal Kurzawa, der spiller venstre back, er lejet i seks måneder i fransk SC Amiens.

Rafal Kurzawa skiftede i sommer til fransk fodbold, efter at han har optrådt for Górnik Zabrze og ROW Rybnik tidligere.

Patrick da Silva Ferreira Souza er lejet i 18 måneder i brasilianske Flamengo, og FCM har sikret sig en købsoption på forsvarsspilleren.

Ifølge FCM-sportschef Svend Graversen, så skal den nye forsvarsspiller både træne med akademiet og førsteholdstruppen i FCM, så klubben kan vurdere brasilianeren.

- Fysisk er han stærk og hurtig. Han har et rigtig godt venstreben, så nu handler det om, at vi lander ham bedst muligt i en for ham ny kultur både menneskeligt og fodboldmæssigt, siger Svend Graversen til klubbens hjemmeside.

Købet af 19-årige Júnior Brumado blev bekræftet tidligere torsdag, efter at EC Bahia offentliggjorde klubskiftet onsdag, og FCM og Brumado har indgået en femårig kontrakt.

- Junior er en pågående angriber, som er teknisk velfunderet af sin størrelse. Potentialet er enormt, både fysisk og teknisk, så vi ser meget frem til at få ham ind i vores kultur og træningsmiljø, siger FCM-sportschef Svend Graversen til hjemmesiden.

Ifølge EC Bahia er der tale om en handel til 16 millioner kroner, og brasilianerne meddelte onsdag, at klubben havde sikret sig en videresalgsklausul på 15 procent.

Júnior Brumado, der bliver 20 år til maj, har været i periferien af Brasiliens U20-landshold, men har endnu ikke fået sin debut for holdet.

I Bahia har han ifølge klubben spillet 36 kampe, hvor det er blevet til fem mål.

- Junior bliver en spiller, som vi roligt skal integrere, såvel menneskeligt som sportsligt, og vi er overbeviste om, at vi med tiden forløser det enorme potentiale, han besidder, siger Svend Graversen.

FCM hentede i sommer en anden brasilianer til klubben i skikkelse af Evander.

De danske mestre overvintrer på Superligaens andenplads med tre point op til førerholdet FC København.