Favrskov-fokus på internetsikkerhed

Favrskov Kommune fokuserer på at lære sine folkeskolebørn at gebærde sig sikkert rundt på internettet.

skole, undervisning 150713.jpg

I Favrskov Kommune fokuserer folkeskolerne på it-sikkerhed. En fælles indsats, der skal oplyse børnene om, hvordan man skal begå sig på internettet.

- Vi sætter en masse digitale fodspor, og børnene kommer ud for nogle udfordringer, hvor de ikke ser konsekvenserne, som kan være noget mere alvorlige, end hvis man laver en bommert derhjemme, siger John Klesner, der er it-konsulent i Favrskov Kommune.

Tirsdag løb dette års udgave af Sikker Internet Dag af stablen, hvor 100 skoler landet over deltager. I år var der fokus på kompetenceudvikling, sociale netværk og adgang til viden og rådgivning.

- Vi ved, at Danmark har den laveste internetdebut i verden, og at 60 procent af danske børn ikke snakker med sine forældre, om hvad de laver på nettet, fortæller John Klesner.

I Favrskov Kommune har indsatsen resulteret i adskillige videoklip med sikkerhedsbudskaber. I den forbindelse er en klasse på Korsholm Skole og to klasser på Skovvangsskolen i Hammel blevet præmieret for et særligt godt stykke arbejde.