Farvel til seks

Førsteholdstruppen i Ikast FS er blevet kraftigt reduceret på grund klubbens trængte økonomi.

180109IkastFS.jpg

Jeppe Viinberg, Christian Toftegaard, Nikolaj Hansen, Henrik Pehrsson, Jakob Troelsen og Christian Nøhr - det er navnene på de håndboldspillere, der har valgt at forlade økonomisk trængte Ikast FS.

Klubben røg i økonomisk uføre allerede i efteråret. Den manglede en hovedsponsor og gav i december spillerne på førsteholdet to valgmuligheder. De kunne blive løst fra deres kontrakt - eller de kunne blive i klubben, men så gå 50 procent ned i løn.

Seks spillere har valgt at sige farvel, og situationen i Ikast FS, der er ligger i toppen af første division er blevet en anden.

- Målsætninger er i øjeblikket ikke noget vi taler om. Vi kan se, at vi har for mange points til at vi rykker ned. Omvendt er det ikke længere realistisk at vi rykker op. Det kan man ikke, når seks stamspillere er væk, siger Lars Friis Hansen, sportschef i Ikast FS til TV/MIDT-VEST.

Foreløbig går det meget godt - på trods af, at førsteholdstruppen er amputeret. Ikast FS har vundet årets første to kampe. Lørdag blev det sejr på 25-24 på udebane over Aalborg.

- Det er nu vi virkelig ser, hvem der spiller i gult og blåt. Drengene der er tilbage spiller med hjertet og ikke med pengepungen. Faktisk er stemningen rigtig god, udtaler klubbens sportschef.