Farvel til 254 arbejdspladser

Bestyrelsen i Danish Crown har i dag godkendt byggeriet af et nyt stort kreatur-slagteri i Holsted. Det kommer til at koste arbejdspladser her i landsdelen.

Danish Crown Skilt.jpg

Det nye slagteri betyder, at slagterikoncernen lukker sit kreaturslagteri i Holstebro med 77 ansatte og udbeningsafdelingen i Skjern med 128 ansatte. Samtidig flyttes oksekødsdivisionens hovedkvarter i Herning med 49 ansatte med til Holsted.

Slagteriarbejdernes lokale formand beklager beslutningen, fordi det langt fra er første gang Danish Crown skærer ned her i landsdelen.

- Siden 1998 har man i vores område lukket 3800 arbejdspladser i Danish Crown. Det er en katastrofe for vores område, og det er jeg selvfølgelig skuffet og ked af, siger Steen Hartmann Nielsen, Formand, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland.