Fartglad Bestseller-ejer står til at miste kørekortet

Bestseller-ejeren Anders Holch Poulsen er blevet taget med 212 km/t på en motorvej.

130414_Anders_Holch_Povlsen.jpg

Den bil- og tilsyneladende også fartglade Bestseller-ejer, Anders Holch Poulsen, er ifølge BT blevet taget i en fartkontrol med 212 km/t på motorvej E45, hvor fartbegrænsning er 130 km/t. Milliardæren står nu til at miste kørekortet.

BT har fået aktindsigt i et anklageskrift fra Østjyllands Politi, hvoraf det fremgår, at den 43-årige ejer af Bestseller står til at skulle betale en fartbøde på ikke mindre end 8.000 kroner, hvis han bliver dømt i sagen. 

Derudover kan sagen ende med, at Anders Holch Poulsen for en tid må droppe selv at være chauffør i sin Tesla S. Det skyldes, at en så stor overtrædelse af fartgrænsen vil ende med at koste ham kørekortet.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Anders Holch Poulsen. Han oplyser via kommunikationschef i Bestseller, Mogens Werge, at han ikke har nogen kommentarer til historien.  

Bestseller-milliardæren er i øvrigt sponsor for Kevin Magnussen og ifølge flere medier en af årsagerne til, at den unge racerkører er vendt tilbage til formel 1.