Farsø Sygehus mister 20 sengepladser

Efter en tre timer lang debat blev det tirsdag vedtaget, at Farsø Sygehus mister sine 20 sengepladser på det medicinske sengeafsnit.

Stetoskop150713.jpg

Et flertal i regionsrådet stemte for, at det medicinske sengeafsnit B bliver flyttet fra Farsø til Hobro.

Til gengæld bliver det medicinske dagafsnit i Farsø bevaret, ligesom det diagnostiske center og den palliative afdeling også stadig har hjemme i byen. I beslutningen indgår det også, at Farsø Sygehus øger sine ortopædkirurgiske aktiviteter.

- Men det løser jo ikke problemet. Der mangler læger i Hobro, og det løser vi ikke ved at flytte 20 sengepladser til Hobro. Det er en serviceforringelse for patienterne, sagde Kirsten Moesgaard (K) under mødet. Hun har gennem hele processen gjort sig bemærket som fortaler for bevarelsen af Farsø Sygehus.

Mødet kastede imidlertid ikke lys over, hvor et døgnåbent skadestuetilbud skal have hjemme. Politikerne besluttede nemlig ikke, om dette tilbud skal ligge i Farsø eller i Hobro.

26 medlemmer af regionsrådet stemte for, mens 12 stemte imod. Flertallet kom fra Socialdemokratiet og Venstre.