Farmor stjal metalskrot, mens barnebarn lå og sov

To midaldrende kvinder stjal i nat metalskrot fra en virksomhed i Skive, mens en 6-årig pige lå og sov på bagsædet af deres bil.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Natten til onsdag valgte en patruljebil fra Skive Politi at stoppe en personbil, der havde en efterspændt trailer med stjålet metalskrot. I personbilen sad to kvinder på forsædet, og så gemte der sig en sovende 6-årig pige på bagsædet.

- Efterforskningen viser, at det stjålne metalskrot stammer fra en virksomhed. Det 6-årige barnebarn er blevet afhentet, fortæller Niels Bach, der er politiassistent hos Skive Politi.

Klokken var 02:24, da personbilen blev stoppet på Herningvej i Skive. Føreren af bilen viste sig at være en 41-årig kvinde fra Karup, der ovenikøbet tidligere har fået frataget kørekortet.

På passagersædet sad en 56-årig kvinde, der er farmor til den sovende pige på bagsædet.  

- Føreren af bilen bliver sigtet for at køre uden kørekort, og begge kvinder bliver sigtet for tyveri, fortæller Niels Bach.