Farligst at køre bil i Midt-og Vestjylland

Midt- og Vestjyllands politikreds indtager en kedelig førsteplads, hvad angår flest dræbte i trafikken.

AmbulanceNat_1.jpg

Ingen steder i landet er der lige så mange dødsulykker i trafikken som i Midt- og Vestjylland. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

Fra 2007-2013 blev der dræbt 273 personer i forbindelse med færdselsulykker i landsdelen. Dermed indtager Midt-og Vestjylland en klar førsteplads foran Østjylland og Nordjylland på en delt andenplads med 214 dræbte.

Alene i år er der ind til nu blevet dræbt 38 personer i forbindelse med trafikuheld i landsdelen. Til sammenligning lød tallet for hele sidste år på 29.

- Vi har ikke nogen forklaring på den voldsomme stigning, men det vil vi rigtig gerne finde. Derfor analyserer vi alle ulykkerne i dybden, og vi vil også tale med nogle af de bilister, hvor det var lige ved at gå galt, siger Henrik Glintborg, chef for færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

I 14 af de hidtil 38 dødsulykker i år har der været alkohol indblandet. 15 af den andre ulykker skyldes høj fart og/eller uopmærksomhed. Derfor vil Midt- og Vestjylland nu sætte yderligere fokus på netop de områder.

- I 2015 laver vi en målrettet indsats mod uopmærksom kørsel. Og så styrker vi hastighedsindsatsen. Blandt andet ved at gå fra tre til tretten fotovogne, siger Henrik Glintborg.

I videoen kan du møde Kristina Vestergaard, der mistede sin bror i en trafikulykke i 2010:

2:25
Indtil nu har hele 38 personer mistet livet i trafikken på de Midt- og Vestjyske veje i 2014.