Farlige Frank: Ikke brug for mig

Der er ikke længere brug for farlige Frank Kristensen på banen. Nu skal han være massør og angrebstræner i FCM

Frank_Kristensen_FCM.jpg

Efter 352 kampe og 133 mål indstiller farlige Frank Kristensen fodboldkarrieren. Han lægger ikke skjul på, at det ikke er en beslutning han helt selv har taget.

- Jeg ville også gerne noget mere. Det er sådan en beslutning, der er nogle, der har hjulpet mig til at træffe, siger Frank Kristensen til TV Midtvest.

Pensionist i god form

Den 37-årige Thybo stopper efter en sæson der sluttede med lidt skuffende bronzemedaljer. Og han havde måske egentlig regnet med en sæson mere.

Det er en Frank Kristensen i lidt for god form til at gå på pension.

- Jeg havde et møde med Steinlein (Claus Stienlein, FCM's sportsdirektør, red.) lige da vi gik på ferie. Han sagde til mig, at fremover så ville der ikke blive brug for mig inde på banen, men måske mere brug for mig uden for banen. Så det er jeg klar til at se, om jeg kan gøre en forskel uden for banen, siger den midtjyske bomber.

- Det var nemmere hvis min krop ikke kunne mere. Men så må jeg også sige, at nu kan min krop stadig fungere uden jeg har mén resten af mine dage, så det vil jeg også glæde mig over.

Frank Kristensen fortsætter dog hos ulvene på heden. Nu i et nyt job som massør og angrebstræner.

- Mange af de ting jeg gør inde på banen, det ligger jo på rygraden, så det bliver spændende og bliver en udfordring og se om det kan lade sig gør.