Farlige bunkere fjernes

På mandag begynder det store arbejde med at fjerne 120 farlige bunkere ved vestkysten.

250713_bunker_0.jpg

På mandag begynder arbejdet med at fjerne de 120 bunkere fra anden verdenskrig, som ligger i vandkanten og er til fare for badegæster langs vestkysten.

- Det er en meget spændende opgave, vi skal igang med at løse. Det er en stor opgave, og den kommer til at strække sig over lang tid. Vi skal planlægge efter naturen, hvor vi skal tage hensyn til vandstand, vejr og vind. Og lige for tiden er der også badegæster og turister at tage hensyn til, siger Klavs Bo Kamp, der er afdelingsleder i Kingo, som står for at fjerne 90 af de 120 bunkere.

Farlige bunkere

Problemet med bunkerne er, at de er til fare for strandens gæster. Bunkerne kan være svære at se, når de ligger lige i vandkanten, og så er skarpe jernarmeringer begyndt at stikke ud fra bunkeren, og dem kan man komme alvorligt til skade på.

- Der begyndt at stritte armeringsjern ud af bunkerne, og derfor har vi besluttet, at vi skal have fjernet de farligste bunkere, så badende gæster ikke kommer til skade, siger Ole Navntoft, der er kommunikationschef i Kystdirektoratet.

Det er Kystdirektoratet, der i samarbejde med kommunerne ved vestkysten vil rydde strandene for de farlige bunkere

- Det er en del af vores historie, og den skal vi også værne om, men så snart bunkerne bliver til fare for de badende, så er det på tide at få fjernet bunkerne, siger Ole Navntoft.

Hammer og dynamit

For at fjerne de enorme tyskerbunkere skal der bruges en hydraulisk hammer, som smuldrer betonet, og i nogle tilfælde kan det blive nødvendigt at sprænge bunkerne fri med dynamit, hvis de sidder for godt fast.

- Tyskerne er utroligt gode til at lave beton, så den her beton opfører sig lidt anderledes. Derfor bruger vi ikke så meget dynamit, og så vil det være lettere at benytte en hydraulisk hammer.

Når betonet er blevet smuldret af hammeren, bliver resterne af bunkerne kørt op bag klitterne, hvor fra det vil blive kørt væk.

Projektet koster 12 millioner kroner at gennemføre., og de 120 bunkere forventes fjernet til nytår.