Farlig vej på dagsordenen i Thisted

Søndag mistede en 37-årig mand livet på Gl. Aalborgvej i Thy. Det er fjerde dødsulykke præcis samme sted på ti år.

Thisted Kommune og Midt- og Vestjyllands Politi vil nu undersøge den vejstrækning, der søndag kostede endnu et menneskeliv.

- Det er en strækning, der skal kigges nærmere på, og det er også en, vi har kigget på i en årrække med kommunen, men det har åbenbart ikke været nok, og det er selvfølgelig uheldigt, siger Kell Svenningsen, Vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det er meget vigtigt, det her. Det kan vi overhovedet ikke sidde overhørigt, så en af de første dage her, når forvaltningen træder i kraft igen, så skal vi have et møde om det her, siger formanden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune, Kaj Kirk. Høj fart skyld i flere af ulykkerne

De seneste ti år har syv mennesker mistet livet på strækningen mellem Frøstrup og Østerild. Fire af dem er omkommet præcis samme sted. Det var også her en 37-årig mand søndag mistede livet.

Midt- og Vestjyllands Politi mener, at høj fart er skyld i flere af de alvorlige ulykker.

- Der bliver kørt stærkt, og det kan vi også se på nogle af de biler, der er skadet. Det er voldsomme skader, de har, siger Kell Svenningsen, Vicepolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi.

Gl. Aalborgvej er en kommunal landevej, og Thisted Kommune har i første omgang forsøgt at sænke farten med skilte.

- Vi har gjort det forebyggende med at sætte skilte op, både med vejkurver og i forskellige sving, der har vi sat nogle pile op, der indikerer, at nu kommer der altså nogle farlige vejsving, siger udvalgsformanden.

Men der er også noget, der indikerer, at det ikke helt er nok?Ja, det har du fuldstændig ret i, siger udvalgsformanden. 

02:08 Luk video