Farfar frifundet for seksuelle overgreb mod barnebarn

En 69-årig mand er ved Retten i Herning frifundet for seksuelle overgreb mod sit 8-årige barnebarn på grund af manglende beviser.

Ny ret-Herning, Skilt, naer.jpg

Siden november har en 69-årig mand siddet varetægtsfængslet sigtet for seksuelle overgreb mod sit 8-årige barnebarn. I dag kunne manden forlade Retten i Herning som en fri mand efter at være blevet kendt uskyldig på grund af manglende tekniske beviser.

- Min klient er ufatteligt glad og græd af glæde, da afgørelsen faldt. Jeg har ikke været i tvivl om hans uskyld på noget tidspunkt, siger den 69-åriges forsvarer Kaare Kristiansen til TV MIDTVEST.

Manden har været anklaget for tre seksuelle overgreb mod sit 8-årige barnebarn. Overgrebene skulle ifølge anklager fra Midt- og Vestjyllands Politi Ida Marie Koldste være fundet sted i den 69-åriges hjem, da han sammen med sin kone passede barnebarnet tilbage i november.

Ingen tekniske beviser

Ifølge anklageskriftet skulle manden have forulempet drengen i tre tilfælde. Første gang skulle han have rørt ved sit barnebarns penis. Anden skulle han have fået drengen til at røre ved sin egen penis og opfordret ham til at sætte sit ansigt til den. I tredje og sidste tilfælde skulle den 69-årige have forsøgt samleje med drengen.

Anklageskriftet var bygget på baggrund af den 8-åriges forklaringer, men retten fandt dog ikke, at der var tekniske beviser, der kunne bevise anklagerne.

- Sagen var et spørgsmål om bevisvurdering. Der var kun to forklaringer, drengens og farfarens, siger anklager Ida Marie Koldste til TV MIDTVEST.

- Jeg vidste godt, at der var risiko for, at det ville gå sådan her, men jeg synes ikke, at der var belæg for at afslutte sagen, siger hun.

Den 69-åriges forsvarer var efter dommen glad for, at retten valgte at vurdere afgørelsen ud fra de manglende beviser.

- I sådan en sag skal to forklaringer måles over for hinanden. Der har ikke været spor af tekniske beviser, og derfor kan min klient ikke fængsles. Han har siddet varetægtsfængslet siden november, og det har været en hård psykisk omgang for ham.

Nu er det op til statsadvokaten at vurdere, om dommen skal ankes. Det skal i så fald ske inden for 14 dage.