Fåreflok skambidt

Det er formentlig en hund, som er gået amok i en indhegning og har skambidt flere får. (Foto: Nina Svanborg)

faar1.jpg

Mere end 40 får er blevet angrebet i en indhegning syd for Lemvig Golfbane ved Lemvig by. Flere af fårene lå døde og delvist spist. Andre havde kraftige bidsår.

- Da vi kom derud stod alle fårene stimlet sammen i en flok i den ene ende. Et får var dødt, et lam var næsten spist og flere havde blod på pelsen. Indtil nu er der heldigvis kun to døde, men vi skal nu vurdere, om i hvert fald et mere skal aflives på grund af bidsår, siger Nina Svanborg, projektleder, Får til kanten.

Ulven kan være løs igen

Umiddelbart tyder alt på, at det er en stor hund, som står bag det blodige angreb, men Nina Svanborg kan alligevel ikke lade være med at tro, at det muligvis kan være en ulv.

- Det er nærlæggende at tro, at det er en ulv, og jeg vil da heller ikke udelukke, at det er det. Nu er jeg jo ikke erfaren nok til at lave en vurdering, men jeg synes, at bidmærkerne og den måde dyrene er blevet spist på, ser utrolig professionelt ud, siger Nina Svanborg, Projektleder, Får til kanten.

Havde det været en hund, så tror Nina Svanborg desuden, at det allerede ville være afklaret nu.

- Hvis det er en stor hund, som står bag angrebet, så må der jo også være en ejer, som enten har været ude og gå med hunden, eller som undrer sig over, at hunden er kommet hjem med blod i munden eller på kroppen, siger Nina Svanborg, Projektleder, Får til kanten.

Søndag blev der taget DNA-prøver af spyt, de steder hvor dyret har bidt, og de vil nu blive sendt ind til DNA-analyse, så man endelig kan slå fast, hvem gerningsdyret er. Indtil da tør Nina Svanborg godt lade resten af fåreflokken blive i indhegningen.

- Vi har ladet de to døde dyr ligge, til Naturstyrelsen har været her og undersøgelserne er helt færdige. Hvis det er en ulv, der stod bag, så vender den højst sandsynligt tilbage hertil for at spise de døde dyr. Og hvis det viser sig at være en ulv, så må vi tage den derfra, siger Nina Svanborg, projektleder, Får til kanten.