Fåreavler: Der var noget helt galt

15 af Sven Joensen får er blevet skambidt i et muligt ulveangreb. 11 af dem er nu døde.

dode_faar.jpg

Selv dagen efter er fåreavler Sven Joensen stadig chokeret over det syn, der mødte ham mandag formiddag, da han skulle se til sin fåreflok.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Aldrig, siger Sven Joensen.

Fåreavleren bor kun tre kilometer fra Harrild Hede, hvor en ulv blev fotograferet søndag morgen. Og den første tanke er da også, at det kan være ulv, der har skambidt de mange får.

- Den første nemme konklusion er så også, hold da op, det er et ulveangreb. Jeg er ikke ude på at sige, at her var ulven med sikkerhed. Jeg vil bare gerne have undersøgt, hvad der skete her. Og så i øvrigt få folk til at forholde sig til, hvis det var en ulv, hvad gøre vi så ved det, spørger Sven Joensen.

Får var stendødt

Joensen opdagede de 15 skambidte får mandag formiddag. Da han tilså sine får, fik han med det samme øje på et, der lå på marken.

- Den er stendød. Det kan jeg ret hurtigt konstatere, at der er bidt i den her. Den er ikke død af en sygdom eller noget. Og så begynder man jo lige så hurtigt at tænke, hvad med alle de andre? For der er noget rivende galt her, og det er jo kommet som et lyn fra klar himmel.

I alt er 11 får døde efter rovdyrangrebet. Det ene af fårene er sendt til København, hvor fødevarestyrelse nu skal undersøge, om det er en ulv, der har bidt.

 

4:13
15 får er blevet skambidt af det der kan være en ulv - 11 af fårene er døde.