Termin i morgen: Far må ikke være med til fødsel

Højgravide Julie Markersen er frustreret, hun kan gå i fødsel når som helst, men faren til barnet må ikke være ved hendes side under fødslen.

Julie Markersen og hendes kæreste Mahammadu Doumbia får ikke lov at være sammen, når Julie skal føde deres søn.
Julie Markersen og hendes kæreste Mahammadu Doumbia får ikke lov at være sammen, når Julie skal føde deres søn.
Foto: Privatfoto

Når Julie Platz Markersen fra Ikast meget snart skal føde sin søn, bliver det højst sandsynligt uden faren ved sin side. Han er nemlig statsborger i det vestafrikanske land Mali og blandt andet derfor, har han ikke kunne få visum til sin søns fødsel. 

- Og det er hjerteskærende, at han ikke kan være med til den her, som vi ser det, meget store begivenhed, fortæller Julie Platz Markersen.

I september sidste år mødte parret hinanden for første gang da Mahammadu Doumbia besøgte Danmark. Dengang kunne han komme ind i landet, fordi han skulle undervise og undervises i musik. 

Nu er han blevet nægtet et turist-visum, så han kan være med til sin søns fødsel.

- Vi var fuldstændig lamslået, da vi fik det der afslag, siger Julie Platz Markersen.

Højgravide Julie Platz Markersen alene hjemme i hendes stue. Ligesom hun kommer til at være alene under fødslen.
Højgravide Julie Platz Markersen alene hjemme i hendes stue. Ligesom hun kommer til at være alene under fødslen.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Hendes mor er også uforstående overfor situatioinen.

- Jeg synes, det er meget urimeligt, at reglerne er som de er. At man ikke tager hensyn til at det er en dansker der har mødt et menneske i udlandet. Og at de selvfølgelig gerne vil se hinanden i forbindelse med en fødsel. Jeg forstår det simpelthen ikke, forklarer Elise Markersen, som er mor til Julie.

Klare regler hos Udlændingestyrelsen

Udlændingestyrelsen skriver i deres afslag, at de har lagt vægt på at Mahammadu Doumbia kommer fra Mali, hvor der ifølge styrelsen er risiko for, at folk ikke vender tilbage, når først de har fået visum i Danmark. 

Men det er en helt urimelig årsag mener Radikale Venstres udlændingeordfører.

- Det er jo et bevis på den her mistænkelighed, der er overfor danskere som har fundet kærligheden uden for EU. At de ikke engang kan få lov at få deres kæreste med til en fødsel, det er jo helt absurd, siger Andreas Steenberg.

Ifølge Julie Platz Markersen, har det aldrig været planen, at faren til hendes barn skulle blive boende i Danmark. 

Han har nemlig et godt job og fem børn fra et tidligere ægteskab i Mali.

- Der er nogen, der snyder, det er der. Og det kan jeg godt forstå vi skal være opmærksomme på. Men jeg synes, de skal tage udgangspunkt i det enkelte tilfælde og måske spørge lidt mere indtil situationen før de vurdere, argumenterer Julie Platz Markersen.

Andreas Steenberg fra Radikale Venstre er enig.

- Vi skal selvfølgelig have øje på, om vedkommende har en returbillet eller har råd til at købe en. Men han skal have lov at komme, siger Andreas Steenberg.

Ministeren vil ikke svare

Udlændinge- og Integrationsminister Mathias Tesfaye har ikke ønsket at svare på spørgsmål om den konkrete sag. Vi ville også gerne spørge nærmere ind til reglerne for, om en fødsel ikke generelt skal kunne give et midlertidigt visum til Danmark. Men det har han heller ikke haft lyst til at svare på.

Julie Platz Markersen håber på det sidste til en løsning. Men tiden er ved at rinde ud.

- Reglerne her gør det meget svært for mennesker at møde hinanden, forklarer hun.

Hun har termin i morgen og skal have en dreng. Parret har anket udlændingestyrelsens afslag på visum og anmodet om at få sagen hastebehandlet. En anmodning som styrelsen har afvist. 

2:40