Far fængslet i incestsag

En mand fra Tarm-området er sigtet og sidder varetægtsfængslet for overgreb på sine to børn. Overgrebene har stået på i over 10 år.

RingkoebingPolitiSkildt.jpg

Efter længere tids tavshed omkring en incestsag i Tarm-området, fortæller kriminalbetjent Henning Østergaard nu, at den mand, der blev anholdt forrige weekend, er sigtet for seksuelle overgreb mod sine to døtre.

 - Den sigtede mand er omkring 50 år og har givet nogle forklaringer, som understøtter sigtelsen om misbrug af hans to døtre, siger kriminalassistent Henning Østergaard fra Ringkøbing Politi til TV/MIDT-VEST.

 Den ene pige er i dag teenager, mens den anden er over 20 år. Politiet begyndte efterforskningen efter henvendelser fra andre offentlige myndigheder og er stadig i gang med afhøringer i sagen. Men ifølge Henning Østergaard har misbruget fundet sted i over 10 år.

Faren skal mentalundersøges

Byretten i Herning har nedlagt navneforbud i sagen - både for manden og hans familie. Manden er nu varetægtsfængslet i endnu tre uger og skal mentalundersøges inden retssagen kan gå i gang. Politiet forventer at retssagen først kommer i gang i løbet af foråret.