Fantastisk start på laksefiskeriet: Nu skal succesen udnyttes

Indblik Søndag sætter fokus på lakseeventyret ved Skjern Å. Der kommer i forvejen mange turister til åen, men potentialet er meget større.

09:35

Lystfiskerne fanger masser af laks ved åen - en succes som myndigheder og private nu vil udnytte.

Lystfiskerne ved Skjern Å fanger i disse dage masser af laks. De lokale taler om den måske bedste sæson nogensinde.

Lakseeventyret er så stort, at både turistbranchen og lokale virksomheder og forretninger nu satser på at udnytte succesen kommercielt.

- Det vi oplever i år ved Skjern Å, er helt exceptionelt. Det er svært at sige, hvor stort potentialet for at skabe lokal omsætning er, for det bliver slet ikke udnyttet. Men hvis man udnytter det fuldt ud, er det mange gange større end det, vi oplever i dag, konstaterer lederen af det nyåbnede Laksens Hus uden for Skjern, Kenny Frost.

I 2014 viste en rapport fra DTU Aqua, at laksefiskeriet i Skjern Å giver lokalområdet en indtægt på 6,8 millioner kroner om året. Og hvis man kan fordoble antallet af laks i åen, kan beløbet stige til 12,4 millioner lød konklusionen.

Og de lokale politikere er opmærksomme på succesen. Borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen (V), mener, at lystfiskerne kan være et vigtigt supplement til kystturismen.

- Der er slet ingen tvivl om, at der er et kæmpe udviklingspotentiale i laksefiskeriet i Skjern Å. Derfor har vi også støttet markedsføringen med to millioner kroner - Herning Kommune har i øvrigt givet et tilsvarende beløb, siger Iver Enevoldsen.

Laksefiskerne udgør en pæn del af omsætningen i Dagli´Brugsen i Borris. - Når sæsonen er i gang, er det større end julehandlen, fortæller salgsassistent Heidi Gammelmark. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

De lokale forretninger nyder i forvejen godt af laksefiskerne - et passioneret folkefærd, der gerne kører langt efter det rigtige fiskevand og også har penge på lommen.

- Jeg ved ikke, om det er fordi, de er væk fra konen, men de køber i hvert fald gode bøffer og god rødvin, fortæller Heidi Gammelmark, der er salgsassistent i Dagli´ Brugsen i Borris.

Laksefiskerne udgør så stor en del af butikkens omsætning, at det kan sammenlignes med handlen op til en højtid.

- Når sæsonen går i gang, er det større end julehandlen, siger Heidi Gammelmark.

Rundt omkring åen er der også flere, der lejer værelser ud til laksefiskerne. Inge Andersen har 22 sengepladser i Borris, og værelserne er godt fyldt op med lystfiskere fra lande som Tyskland, Holland, Belgien, Spanien, Norge og Sverige.

Samtidig har åen også trukket et nyt firma til Skjern. Zpey, der sælger udstyr til fluefiskere, har netop flyttet kontor og showroom fra Herning til lejede lokaler tæt ved Skjern Å.

- Det handler om at komme tæt på Skjern Å og vores kunder. Kunderne går nede ved åen 400 meter herfra, og vores udviklingsfase er også helt anderledes, når vi har åen lige ved siden af, siger direktøren i Zpey, Per Pedersen.

Han er slet ikke i tvivl om, at åen i fremtiden vil give en endnu større lokal omsætning.

- Fiskeriet i Skjern Å er lige nu så godt, at det sagtens kan konkurrere med de norske elve. Vi er stadig i den spæde start med hensyn til at udnytte potentialet, men hvis det her bliver grebet rigtigt an, kan det blive meget stort, siger direktøren.

Peter Kvistgaard, der er turisme- og oplevelsesforsker ved Aalborg Universitet, bekræfter, at der er gode penge i lystfiskerturismen.

- Især de jyske byer er ved at opdage, at de har guld gemt i åerne. Jeg tror, at der er et stort potentiale, siger forskeren, der dog også understreger, at det er vigtigt at have en plan for, hvordan man griber tingene an.

Blandt andet peger han på, at lystfiskerne går meget op i et godt vandmiljø. Derfor er det ikke nok at sælge historien om de store trofæfisk.

- Det handler rigtig meget om at kommunikere, at man har noget fantastisk fiskevand. Det handler ikke kun om åen, men også om fjordene og havene - og hvordan man sikrer sig, at fiskene vender tilbage til åerne, siger Peter Kvistgaard.

I turistbranchen taler man meget om special interest tourism - altså turisme der sigtet mod helt specielle målgrupper.

- Det kan være vandring, cykling eller lystfiskeri. Det er meget nemmere at markedsføre sig direkte mod dem end mod en større målgruppe, siger Peter Kvistgaard.

Henrik Nielsen tager flere gange om året turen fra Hvidovre til Vestjylland for at fiske i Skjern Å. - Her er så smukt, og chancen for at få en laks er rimelig stor. Den findes ikke større i Danmark, siger han. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Mulighederne for at markedsføre åen kan vise sig at blive endnu større i fremtiden. Politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har nemlig ikke opgivet håbet om en nationalpark ved Skjern Å.

Planerne gik i vasken for fem år siden, men borgmester Iver Enevoldsen fortæller, at kommunen nu arbejder på et nyt forslag, som man kan præsentere for regeringen og folketinget.

- Vi har været en tur ved Vadehavet for at høre om deres projekt. Og nu prøver vi så at diskutere, hvordan vi kommer videre. Det er vigtigt, at vi har de forskellige aktører med på banen, og at det sker på frivillig basis, siger borgmesteren.

Planerne om en mere intensiv markedsføring kan måske give nervøse trækninger hos nogle af de lokale lystfiskere, der kan frygte blive presset væk fra det gode fiskevand. Det er der dog ingen grund til, mener Kenny Frost fra Laksens Hus.

- Nogen bliver bange for, at det bliver meget kommercialiseret, men det er slet ikke meningen. Vi skal udnytte potentialet for den gode oplevelse - og det er når der er få fiskere og mange fisk. Det kan der være igennem hele sæsonen i stedet for, at vi klumper sammen i 14 dage først på sæsonen, siger han.

Eksternt link: Se fangstrapporterne fra Skjern Å her

Så mange laks fanger de

For at beskytte bestanden er der grænser for, hvor mange laks fiskerne må tage med hjem. Når kvoten er fanget, skal fiskene sættes ud igen.

Kvoten for de store fisk over 70 centimeter i den nedre del af Skjern Å var på 167 fisk. De var fanget på 13 dage. I alt er der fanget omkring 500 laks siden sæsonpremieren den 16.april.

 

  Foto: Bo Fomsgaard