Usædvanligt gemmested: Fandt voldssigtet ved et tilfælde

En kvinde måtte søge tilflugt hos naboer på grund af en voldelig kæreste. Et færdselsuheld og en gemmeleg førte senere til pågribelse af manden.

Det var her i boligblokken på H C Ørsteds Vej i Herning, at en 49-årig kvinde måtte søge tilflugt hos naboen. Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

Nogle gange spiller held/uheld og dygtigt arbejde sammen og går op i en højere enhed. Det var også tilfældet for politiet i Herning, da det tirsdag var på to sager, som viste sig at have forbindelse med hinanden.

Klokken 20:38 tirsdag aften fik politiet en anmeldelse om vold på H C Ørsteds Vej i Herning.

- En 49-årig kvinde fortæller, at hun er blevet overfaldet af sin 40-årige kæreste. Hun har blandt andet fået 15 slag i ansigtet og er blevet skubbet ned ad en trappe, oplyser Bent Smedegaard fra politiet i Herning.

Kvinden, der også fortæller, at hun er blevet truet og tilbageholdt i lejligheden i flere dage, søgte tilflugt hos naboen, hvorfra hun fik tilkaldt politiet.

Den 40-årige kæreste flygtede fra stedet i løb.

Føreren var væk

Læs også Ubudne gæster straffes for vold til 16-års fødselsdagsfest

12 minutter senere blev politiet tilkaldt til et færdselsuheld på Kollund Byvej i Kollund, hvor en bil bar kørt ind i et skilt. Men der var ingen fører til bilen, da politiet kom frem.

- Ejeren af bilen er fra Brande, og han blev kontaktet. Han kunne fortælle, at bilen var lånt ud til den 40-årige mand, som politiet gerne ville i kontakt med i forbindelse med voldssagen fra H C Ørsteds Vej, fortæller Bent Smedegaard.

Politiet bankede senere på hos en af den 40-åriges bekendte i nærheden af uheldsstedet.

- Her oplyste den bekendte, at denne ikke havde set den 40-årige i lang tid.

Varme senge

Politiet undersøgte dog lejligheden og bemærkede, at der var to varme senge.

- Under en ransagning skubber de to betjente en skænk til side, som står foran en skunk på 50 gange 50 centimeter Derinde finder de den 40-årige, der sidder sammenkrøbet derinde, fortæller Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.

Den 40-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

Bent Smedegaard roser sine kolleger for dygtigt politiarbejde.

02:29

Se også: Naboerne til Blå Kors-varmestue i Herning har fået nok at bo dør om dør med narkosalg, vold og råberier på alle tider af døgnet. Video: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Luk video