Fandt stjålet trailer efter ni måneder - med en håndgranat i

En mand fra Bording har fundet sin stjålne trailer i Horsens. I den var der en håndgranat. Nu er bomberyddere fra Skive tilkaldt for at fjerne den.

Håndgranat
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

En mand fra Bording har netop fundet sin stjålne trailer i Horsens. Han tog den med hjem og gik i gang med at tømme den for skrald og gammelt flyttegods, men måtte stoppe. For i traileren lå en håndgranat i et ølglas.

- Det er ikke noget, vi oplever hver dag, fortæller vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Politiet har tilkaldt Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, fra Skive, som skal tage sig af håndgranaten. Endnu er det uvist, om der er tale om en ægte én af slagsen - eller om den er til øvelsesbrug og kun kan sige bang.

Har været væk i ni måneder

Ejeren fra Bording havde indbrud den 28. februar - altså for godt ni måneder siden - hvor der blev stjålet for en værdi af 5.000 kroner. Tyvekosterne kørte gerningsmændene afsted med på traileren. 

Hvordan manden er kommet på sporet af traileren, ved politiet ikke.