Fandt kniv og handsker i drabssag

Politiet regner med at have fundet drabsvåbnet i sagen om drabet på sagsbehandler Birthe Christiansen.

Midt- og Vestjyllands Politi har nået endnu et gennembrud i sagen om drabet på sagsbehandler Birthe Christiansen i Holstebro den 27. januar.

Politiet modtog tirsdag en henvendelse fra en borger, der havde fundet en kniv og et par handsker på et grønt areal ved Nørrebrogade - i nærheden af Falckstationen.

Kniv og handsker er nu sendt til kriminaltekniske undersøgelser, men ud fra en foreløbig undersøgelse regner politiet med at have fundet drabsvåbnet.

En 28-årig mand er fængslet i sagen. Han nægter sig skyldig, selv om DNA-prøver fra en knivskede og tøj, der er fundet i sagen, peger på ham.