Fandt flere sølvsmykker

Efter endnu en dags eftersøgning på marken ved Overlund, er der nu fundet i alt 19 sølvsmykker fra Gorm den Gamles tid.

solv9.jpg

Den 37-årige amatørarkæolog Morten Nielsen har en metaldetektor og en helt særlig evne til at finde sjældne sølvsmykker. I går fandt han 10 smykker fra omkring 900-tallet. I dag fandt han seks mere, da marken blev undersøgt endnu en gang.

- Det er jo fantastisk, det her. En eller to, det var i min vildeste fantasi mange, men at der så ligger så mange, det forstår man jo ikke, fortæller Morten Nielsen.

1,5 kilo sølv

Det lykkedes også andre at finde tre smykker, så nu er antallet oppe på i alt 19 smykker. Det vurderes at smykkerne stammer fra omkring 900-tallet, altså fra den gang Gorm den Gamle var konge. Sølvarmbåndene vejer omkring halvandet kilo.

- Det er et meget stort fund, det her. Og det bliver tilsyneladende større og større. Det har været en af de mest spændende dage, jeg har haft som arkæolog, og dagen er jo ikke omme endnu, så gud ved om der ikke dukker mere op. Det kunne jeg godt forestille mig, siger museumsinspektør Jesper Hjermind fra Viborg Museum fra marken ved Viborg

De mange sølvarmbånd er Danefæ. De bliver i første omgang afleveret til Viborg Museum. Her bliver de samlet og sendt til Nationalmuseet.

- Der bliver måske gjort sådan et fund én gang hvert tiende år, siger museumsinspektøren.