Fandt bombe midt i Brande

Fandt bombe midt i Brande

Område evakueret i Brande efter bombefund

Det førte hurtigt til højt alarmberedskab i Brande, da man tirsdag fandt en rørbombe midt i byen på Jernbanegade.

- Vi modtog alarmen klokken 10.15 og kontaktede hurtigt EOD (bomberyderne) i Skive, fortæller Bent Smedegaard fra politiet i Herning, og fortsætter:

- Da de hørte, at der var tale om et vandrør med muffer og lunte, opfordrede de os til omgående at få evakueret alle mennesker i en radius af 50 meter, mens bomberyderne satte sig i bilerne og drønede med fuld udrykning til Brande, oplyser Bent Smedgaard.

Bombeholdet fra Skive fik fjernet og sikret rørbomben, hvorefter den blev transporteret i specialkøretøj til Skive.

Politiet er helt på bar bund i sagen og vil gerne kontaktes, hvis man skulle have oplysninger om, hvem der måtte stå bag bomben, og hvordan den er havnet på Jernbanegade i Brande.