Familien vil have deres kat tilbage - Men dyrlægen ejer den

02:27

Familien vil have deres kat tilbage - Men dyrlægen ejer den

Familien Sørensens kat løb væk hjemmefra i maj måned. Nu er den fundet, men en dyrlæge har nu adopteret den bortløbne kat, så hun lovligt ejer den

Familien Sørensen fra Stoholm var glad da den i mandags opsporede sin bortløbne kat hos en dyrlæge i Raunstrup. Men dyrlægen vil ikke levere katten tilbage.

Katten tilhører nemlig dyrlægen. Lise Svejgaard modtog katten i slutningen af maj, hvor den var meget syg. Den var hverken øremærket eller chippet, hvilket gjorde det umuligt at finde frem til kattens ejer. 

Efter den havde været fremlyst ved Dyrenes Beskyttelse i tre dage, som loven foreskriver, valgte dyrlægen at adoptere den tilsyneladende ejerløse kat. Og for dyrlægen er det blevet en principsag. 

- Det handler egentlig ikke om denne ene kat. Det handler om, at kattens status er for lav i Danmark. Vi havde undgået sådan en situation, hvis man tog sig af katte, ligesom man tager sig af hunde, siger Lise Svejgaard, der er indehaver af Egelund Dyreklinik. 

Dyrlægen har siden efter eget udsagn brugt 36.000 kroner i behandlinger af katten, så den kunne overleve. Og efter man ikke fandt ejerne var der to muligheder. 

- Der var to veje. Aflivning eller intensiv pleje. Grunden til, jeg valgte intensiv pleje var, at jeg håbede på at finde ejerne i de her tre dage. Da vi ikke finder ejerne på de tre dage, så har den ingen ejer. Så vælger jeg at adoptere den og behandle den videre, siger Lise Svejgaard. 

Familien melder dyrlægen til politiet

Familien, der ejede katten, indtil den løb hjemmefra, var familien Sørensen fra Stoholm. Familien blev rigtigt glade, da de fandt ud af, at katten var blevet fundet i live ved godt helbred og var på Egelund Dyreklinik. 

- Vi blev jo glade. Nu var Snuske fundet. Godt nok var hun blevet omdøbt til Lilly og manglede et øje, men hun var i live, siger Jesper Sørensen.

Der kom dog malurt i bægeret, for familien finder ud af, at de ikke kan få Snuske hjem igen. Alle regler er blevet fulgt i forhold til Dyreværnsloven, så dyrlægen nu legalt ejer katten, men det synes Jesper Sørensen er forkert. 

- Man kan jo ikke bare sige "det er min". Det vil sige, at hvis jeg finder ud af, at naboens dyr ikke er øremærkede, så kan jeg hapse dem. Så er det vores, fordi jeg går ned og får den chippet? Det synes jeg er en mærkelig regel, siger Jesper Sørensen. 

Familien har meldt dyrlægen til politiet for tyveri, for de mener stadig, at det er deres kat. De har haft katten i tre år og de håber stadig, at de får Snuske tilbage. 

- Jeg håber, at Snuske kommer hjem. Vi kæmper. Og det bliver vi ved med, siger Jesper Sørensen. 

Dyrenes Beskyttelse har i dag ikke mulighed for at kommentere sagen, men siger, at katten er blevet fremlyst tre dage, som proceduren foreskriver.