Familien til dement 89-årig: Sæt en GPS på vores far!

Den efterlyste Kristian Henriksen blev søndag fundet i god behold i Vemb. Hans familie vil nu kæmpe for at kunne sikre ham med en GPS i fremtiden.

I to døgn var den 89-årige Kristian Henriksen forsvundet fra sit plejehjem i Vemb. I to døgn ledte politi sammen med hjemmeværn og frivillige efter ham.

Midt på formiddagen søndag blev den ældre mand fundet i live, men dog stærkt dehydreret, ved en å-brink i området.

Men trods den lykkelige udgang, så er de pårørende til den demente mand fortsat frustrerede.

- Det er forfærdeligt at opleve, at han bliver væk, for vi ved jo ikke, hvor han er henne, og vi har været ude og søge efter ham rigtig mange gange nu, fortæller Jytte Fyhn, der fem gange har oplevet, at hendes demente far er forsvundet.

Familien: GPS er løsningen

Derfor vil familien have ham udstyret med en GPS-sporingsenhed for at undgå de dyre- og mentalt belastende eftersøgninger.

- At stå som pårørende, når politiet tager hjem klokken 22, fordi de ikke kan se længere og helikopteren forsvinder i horisonten, så føler man sig magtesløs. Og det ønsker jeg ikke for nogen, at det skal prøve, så man skal sætte ind, før det sker, siger svigersøn Brian Flink.

Men familiens ønske bremses af servicelovens regler om magtanvendelse og et hensyn til privatlivets fred.

- GPS’en forhindrer ham jo ikke i at gå nogle steder, men den gør, at vi kan finde ham efter ti minutter i stedet for efter 16 timer. Det vil jo også spare samfundet for en masse penge, nu har vi haft en helikopter i luften to dage i træk og der skulle have været dykkere i åen, og vi har haft en stor politistyrke ude, så et eller andet sted, så må der også være noget økonomi i, at man kan gøre det på den måde, siger Brian Fink.

Også politiet ser gode muligheder i at udstyre eksempelvis demente med en GPS:

- Det her er nummer 17 eftersøgning i vores politikreds i år, så det er en del. Og det involverer jo rigtig mange styrker og ressourcer både hos politiet og hos vores hjemmeværnsfolk, som også har andre opgaver. GPS’en kunne i hvert fald hjælpe ved, at vi kunne minimere de ressourcer, vi skal bruge på at lede efter en dement borger, forklarer indsatsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Struve.

At en GPS skulle krænke svigerfarens privatliv forstår Brian Flink ikke.

- Når man er så dement, som Kristian er, så giver jeg ikke så meget for det med privatlivet, for han har ikke noget privatliv. Der er ikke noget, man kan krænke. Man kan kun hjælpe ham. Så det er misforstået omsorg, hvis man vil beskytte hans privatliv ved ikke at give ham en GPS, siger han.

Alzheimerforening bakker op om GPS-ide

Familien vil nu forsøge at få hjælp fra kommunen, og ellers tager de sagen i egen hånd.

- Men må I det ifølge loven?

- Det ved jeg faktisk ikke, men så kan det da godt være, at vi går hen og bliver småkriminelle, men så må vi tage den med politiet bagefter, lyder den klare melding fra svigersønnen. 

Han bakkes på af Bent W. Mortensen, der sidder i bestyrelsen i Alzheimerforeningen Midtvest. 

- Det er et spørgsmål om tryghed, og der skal vi have loven tilpasset, så vi kan tage hånd om de demente borgere, så de ikke kommer noget til.