Familien har haft guldsmedebutik i hundrede år – nu er Marie gået solo

Hendes oldefar åbnede guldsmedeforretning i Skive i 1907. Nu har Marie Østergård, som den første i sin familie, valgt at flytte i egne lokaler.

3:59
Her kan du se hele udsendelsen om Marie Østergaard og hendes guldsmedefamilie.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

I mange familier bliver der snakket sport ved middagsbordet - hos familien Østergaard i Skive har samtalen ofte handlet om guld og ædelstene. Marie Østergaard er nærmest vokset op i en guldsmedeforretning. Men nu er hun fløjet fra reden, for at starte sit eget.

- Det er svært, og jeg synes virkelig, det var svært de første par år. Men da teknikkerne begyndte at hænge fast, kunne jeg se, at man kunne gå alle mulige veje med det, og så begyndte det at blive rigtig sjovt, siger Marie Østergaard, der er selvstændig guldsmed og indehaver af Guldsmed Ø i Skive.

Maries familie har i over hundrede år haft guldsmedeforretning i Skrive. Hun er den første i familien, der er uddannet guldsmed og ikke urmager, og da hun fortalte sin far, at hun, som den første i familien, ville forlade de gamle lokaler til fordel for sit eget i nogle nye, skulle hendes far lige vænne sig til tanken. 

I over hundrede år har familien haft guldsmedeforretning her midt i Skive.
I over hundrede år har familien haft guldsmedeforretning her midt i Skive.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST
I 1907 åbnede Marie Østergaards oldefar butikken - i dag er det hendes bror, som driver den.
I 1907 åbnede Marie Østergaards oldefar butikken - i dag er det hendes bror, som driver den.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

- Jeg tror da lige, han skulle tygge lidt på det, da jeg kom og fortalte, hvad jeg gerne ville. Men der er stor opbakning fra alle i min familie, siger Marie Østergaard.

Butikken, Guldsmed Ø, på Resenlund i Skive er Maries egen. Her laver hun unikasmykker – smykker til hendes egen kollektion, bestillingsopgaver og reparationer for både kunder og andre guldsmede.

Begyndte at arbejde i butikken som syvårig

Marie Østergaard åbnede sin butik i maj – mere end hundrede år efter, hendes oldefar åbnede sin.

- Det er jo bare lidt sjovt med vores familiehistorie. Min oldefar startede butikken i 1907, og butikken er stadigvæk i familiens eje – min storebror ejer den deroppe nu, siger Marie Østergaard.

Hun har altid vidste, hun ville være guldsmed. Siden hun var baby er hun kommet i oldefarens butik i Skive, og i en meget tidlig alder hjalp hun til med opgaver.

- Jeg begyndte selv at arbejde dernede, da jeg var omkring syv år, og der var nogle opgaver, man fik lov at lave som lille – sætte priser på urremme og ligge vat i bestikæsker. Så blev man bybud og så blev man gravør, siger Marie Østergaard.

Ædelmetallet giver uanede muligheder, og det er det, Marie Østergaard godt kan lide.

- Der er mange vinkler på det, og så synes jeg bare, det er fedt at arbejde i metal. Det kan både være grovt og pyntet, men jeg synes, det er fedt at arbejde i, og det kan tåle nogle tæsk, griner Marie Østergaard.

Marie Østergaard håber at hun med tiden kan få råd til en ansat.