Familiefar slog 13-årig dreng

En 41-årig mand fra Skive er fredag blevet varetægtsfængslet for vidnetrusler, ulovlig tvang og vold mod en 13-årig dreng.

Et skænderi mellem fire 13-årige drenge på en legeplads i Skive i tirsdags har nu udviklet sig til en retssag. I forbindelse med skænderiet kastede den ene dreng en tændt tændstik efter en af de andre, der fik brændt hul i sin jakke.

Drengen med jakken tog hjem og fortalte det til sin 41-årig papfar, der straks tog ud på legepladsen og slog drengen, der havde kastet tændstikken, så han faldt og fik hjernerystelse.

Herefter tvang han den anden af de to tilbageværende drenge på legepladsen ind i sin bil og kørte ham hjem til hans forældre for at snakke situationen igennem. Papfaren blev efterfølgende meldt til politiet for vold.

I løbet af onsdagen kom forældrene til drengene frem til at ordne tingene i uden om politiet. Men da de skulle lave aftaler om erstatning af jakken, blev manden igen truende.

Derfor gik Midt-og Vestjyllands Politi igen ind i sagen torsdag, hvor de ringede til den 41-årige. Det fik ham til at gå helt bersærk og true det andet forældrepar med vold. Politiet valgte derfor at anholde manden.

Efter et grundlovsforhør ved retten i Viborg fredag eftermiddag er manden blevet varetægstfængslet frem til d. 28. januar. Han har kæret kendelsen.