Familieafdelingen kulegraves

Morsø Kommune reagerer på kritik af omstridt forvaltning - lederen sygemeldes og afdelingen skal undersøges

020609MorsoeKommune.jpg

Forholdene i den kritiserede familieafdeling i Morsø Kommune skal nu under lup - kommunen har bestilt en undersøgelse af afdelingen, og samtidig bliver lederen af afdelingen bedt om at holde sig hjemme.

Det bliver Kommunernes Landsforening, der skal lave den uvildige undersøgelse - og samtidig er Statsforvaltningen blevet bedt om at gennemgå en række sager fra afdelingen.

Familieafdelingen bliver beskyldt for at fungere så dårligt, at det går ud over børnene. Specielt familiechef Anne Løngaa har været udsat for voldsom kritik.

Kritikken er rejst af formanden for børne- og ungeudvalget, socialdemokraten Viggo Vangsgaard. Han har onsdag valgt midlertidigt at trække sig som formand, så hans rolle også kan blive undersøgt.

TV/Midt-Vest sender onsdag aften kl. 19.30 et længere indslag, hvor Morsø Kommune kritiseres for at svigte udsatte børn. Kommunens borgmester Egon Pleidrup Poulsen kommer i studiet og svarer på kritikken.

 

Tidligere indslag: Uro om familieafdelingen.