Familie splittet efter forglemmelse

Ana Liza Ravn har i 16 år været gift med Brian Ravn fra Ikast - nu er hun tvunget til at forlade Danmark.

200312_Analiza.jpg

En familie fra Ikast bliver nu splittet og tvunget til at bo i to forskellige verdensdele på grund af en forglemmelse.

Ana Liza Ravn har i 16 år været gift med langturschauffør Brian Ravn fra Ikast. Men senest på fredag skal hun forlade Danmark - parrets søn skal med hende til Filippinerne, mens datteren skal bo hos sine bedsteforældre i Ikast.

Problemet er opstået, fordi Ana Liza Ravn i 2006 på grund af sygdom i familien tog parrets to børn med hjem til Filippinerne. Opholdet varede i fem år, og siden hjemkomsten sidste år har hun opholdt sig i Danmark på et turistvisum. Men nu vil myndighederne ikke længere forny opholdstilladelsen.

 - Vi overså den regel, der siger, at en udlænding her i Danmark med permanent opholdstilladelse ikke må forlade Danmark i mere end 12 måneder, fortæller Brian Ravn. 

2:06
Uopmærksomhed betyder, at en filippinsk kvinde ikke kan få sin opholdstilladelse fornyet. Derfor må hun nu forlade mand og datter i Ikast.