Hus totalskadet efter brand Familie skal genhuses

En familie skal flytte fra hus og hjem, efter at stuehuset på deres landejendom er totalt udbrændt.

Brand i Ørum
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Torsdag lige over middag blev brandvæsnet kaldt ud til en bygningsbrand i et hus på Vorningvej ved Ørum i Viborg Kommune. Da brandvæsnet ankom til stedet, var det nærmest allerede for sent.

- Da vi kom stod der ild og rød ud af entredøren i stuehuset. Ilden havde virkelig fået fat, og den spredte sig meget hurtigt, fordi den fik luft via etageadskillelsen og skunkene på første sal, siger Jesper Hesselberg, Indsatsleder, Midtjysk Brand og Redning.

I huset bor en familie med børn, men huset er så ubeboeligt, at de nu skal genhuses et andet sted.

- Huset er totalskadet. Entre og køkken er udbrændt, der er store røg- og sodskade på 1. sal, og der er brændt hul gennem etageadskillelsen. Jeg vil vurdere, at huset er ubeboeligt i et godt stykke tid, siger indsatslederen.

Hvordan ilden opstod, ved han endnu ikke, men det var ejeren selv, der opdagede, at noget var galt.

- Beboeren befandt sig i værkstedet udenfor, og da strømmen pludselig gik, opdagede han, at der var noget galt. Det kan være en kortslutning, men vi venter lige nu på, at brandteknikeren kommer, siger Jesper Hesselberg.