Familie fanget i lejlighed under brand

Tidligt søndag morgen var der hele tre brande i området ved Nørregade i Thisted. Foto: Google Street View

Familie fanget i lejlighed under brand

Brand i boligopgang i Thisted udviklede så kraftig røg, at en familie ikke kunne komme ud af lejligheden.

En familiefar på Nørregade i Thisted måtte søndag morgen sammen med sine børn søge tilflugt i sin lejlighed, da der var brand i nogle containere i opgangen, hvor de bor.

Branden var opstået kort før klokken seks søndag morgen, og Nordjyllands Beredskab i Thisted var rykket ud med ca. 12 mand, to brandsprøjter, en tankvogn og et mindre brandslukningskøretøj, fortæller indsatsleder Henrik Gade Jespersen.

- Da vi kom frem til branden, var der så megen røg i opgangen, at man ikke kunne færdes i den, fortæller indsatslederen.

Havde kontakt
Mens en ældre dame blev reddet ud af stueetagen, måtte familiefaren blive i sin lejlighed på 2. etage med børnene, ind til branden hurtigt kom under kontrol.

- Vi havde kontakt med ham, og de havde det fint nok i den fjerneste ende af lejligheden, fortæller Henrik Gade Jespersen.

Han er glad for at de hurtigt fik branden i opgangen under kontrol.

- Ellers kan man jo godt tænke det værste, slutter indsatslederen.

3 brande
Kort efter måtte brandvæsenet videre til to andre mindre brande i samme område. Dels i to andre affaldscontainere dels i en affaldsspand ved en petanque-bane.

Politiet arbejder ud fra den teori, at brandene er påsat.