Falsk voldtægtsanmeldelse koster ung kvinde 64.000 kroner

En 18-årig kvinde fra Herning løj, da hun i september fortalte, at hun var blevet voldtaget i banegårdstunnel. Politiet kræver stor erstatning.

tunnel.jpg
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

En 18-årig kvinde fra Herning løj, da hun i september fortalte, at hun var blevet voldtaget. Det koster hende nu et stort erstatningskrav.

Den unge kvinde fortalte politiet, at hun var blevet voldtaget i banegårdstunnellen i Herning. Ifølge kvinden havde en mand her bundet hendes hænder med strips, puttet en plastikpose over hendes hoved og voldtaget hende. Ved hjælp af blandt andet DNA-analyser kunne politiet efterfølgende konstatere, at forklaringen ikke holdt vand.

I november indrømmede den 18-årige kvinde så overfor politiet, at voldtægten aldrig havde fundet sted.

Og nu har politiets anklagemyndighed så præsenteret et erstatningskrav på 64.193 kroner – udgifter som poltiet blandt andet har haft til at foretage en række dna-undersøgelser i sagen. Det skriver Herning Folkeblad.

Ud over erstatningskravet, som kvinden via sin forsvarer indvilgede i at betale, kræver anklagemyndigheden kvinden straffet med 40 dages ubetinget fængsel.

Der falder dom i sagen ved Retten i Herning torsdag 16. februar. 

0:53
En 18-årig kvinde fra Herning er blevet sigtet af politiet efter at have løjet om at være blevet voldtaget