Falsk sirenevarsel skyldtes menneskelig fejl

En tastefejl var skyld i, at sirenerne fredag hylede i store dele af landsdelen. Rigspolitiet undskylder fejlen.

Det var en menneskelig fejl, der var skyld i, at sirenerne fredag lød i store dele af landsdelen. Foto: SØREN STEFFEN / Ritzau Scanpix

Fredag aften lød sirenerne i store dele af landsdelen. Det viste sig at være falsk alarm, og nu forklarer Rigspolitiet, at det skyldtes en menneskelig fejl.

Læs også Hørte du sirene i aftes? Her er forklaringen

- Der sket en tastefejl hos en af vores medarbejdere, da han skulle aktivere sirenerne, og han er kommet til at sætte et flueben for meget. Det er både han og vi kede af, og vi undskylder mange gange, siger vagtchef og politikommissær Erik Skriver fra Rigspolitiet til Skive Folkeblad.  

Rigspolitiets afdeling i Glostrup har stået for betjeningen af landets sirener siden begyndelsen af marts. Da Midt- og Vestjyllands Politi udsendte beskeden om, at sirenerne skulle tændes i Viborg, var det derfor en begynderfejl, at de blev aktiveret i hele politikredsen.

- Det er en fejl, som vi meget gerne skal undgå i fremtiden, og derfor har vi stor fokus på træningen. Jeg vil gerne kunne love, at det ikke kan ske igen, men da det er mennesker, der skal aktivere sirenerne gennem et system, kan der desværre altid ske fejl, siger Erik Skriver.

Læs også Brand i Viborg: Forventes tidligst slukket lørdag morgen

Rødglødende telefoner

Sirenerne blev tændt på grund af en kraftig brand i en erhvervsbygning i Viborg. Branden udviklede farlig røg, og sirenerne skulle derfor advare borgerne og opfordre dem til at blive inde døre.

Men da sirenerne ved en fejl lød i hele politikredsen, ringede bekymrede borgere ind til politiet.

- På grund af de her sirener havde vi 600 i kø, som vi ikke kunne besvare, fortalte Henrik Nielsen, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Sirenerne bliver brugt ved større ulykker og katastrofer, hvis mange mennesker er i en akut livstruende situation.

Det skal du gøre, når sirenerne lyder

Første signal betyder: GÅ INDEN DØRE

Tonen stiger hurtigt, og falder langsomt igen. Signalet varer i alt 45 sekunder.

Her skal du gå inden døre. Vær opmærksom på om mennesker omkring dig ved, hvordan de skal forholde sig. Søg information hos DR eller TV2. Her vil du få at vide hvad du skal gøre - fx. ved atomkraftuheld, kemisk udslip eller stormflod.

 

Andet signal betyder: FAREN ER FORBI

Én lang tone, der varer 45 sekunder.

Du kan nu forlade din indendørs beskyttelse og vende tilbage til dine daglige gøremål

 

Kilde: Beredskabsstyrelsen