Falsk alarm: Luftmadras drev til havs

Luftmadras skyld i større redningsaktion ved Vejlby Klit.

Merlin Helikopter.jpg

Det viste sig heldigvis at være falsk alarm, da der mandag eftermiddag blev sendt en redningshelikopter og to redningsbåde til kysten ved Vejlby Klit.

Der blev slået alarm klokken 14.05, da badegæster på stranden bemærkede en luftmadras, der var drevet til havs. Badegæsterne mente, at der var en person på madrassen, og Søværnets Operative Kommando dirigerede en helikopter til stedet, ligesom der blev sendt både fra redningsstationerne i Thorsminde og Thyborøn.

Redningsbådene nåede hurtigt frem til madrassen, der viste sig at være tom - og da redningsfolkene samtidig talte med et tysk par, der fortalte, at deres madras var blæst til havs, blev aktionen afblæst.