Falken Berit var i drilsk flyvehumør under opvisning

Falkoneren Frank Skaarup og falken Berit skulle i dag give opvisning i Hvolris Jernalderlandsby ved Viborg. Men Berit var i drilsk flyvehumør.

Falkoneren Frank Skaarup og falken Berit skulle give opvisning ved Hvolris Jernalderlandsby.
Falkoneren Frank Skaarup og falken Berit skulle give opvisning ved Hvolris Jernalderlandsby.
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

De fleste har en hund eller en kat bag i bilen. Men ikke falkoner Frank Skaarup. Han har nemlig den 8-årige falk, Berit.

I dag skulle Frank Skaarup og falken Berit give opvisning i Hvolris Jernalderlandsby ved Viborg i anledning af skolernes efterårsferie. Omkring 100 børn og voksne så frem til opvisningen, men det kom ikke helt til at forløbe som planlagt for Frank Skaarup.

Det tegnede ellers godt.

- Vi har en helt fantastisk vind, så det bliver rigtigt godt, sagde Frank Skaarup inden opvisningen.

Men selvom Frank Skaarup har næsten 50 års erfaring i at arbejde med rovfugle, kan de bevingede dyr nogle gange være lidt svære at styre. Og det skete i dag foran de mange fremmødte. For Berit var i flyvehumør.

- Det er dem, der bestemmer, om de bliver eller flyver, siger Frank Skaarup.

Da falken først var sendt afsted, gik der over en time, før Berit viste sig i luften over jernalderlandsbyen. De fremmødte nåede at miste tålmodigheden, og det var også tæt på, at Frank Skaarup gjorde det samme. Men Berit kom tilbage og fløj så igen. Frank Skaarup prøvede at kalde og lokke, men lige lidt hjalp det. Tålmodighed var den eneste løsning. 

Efter halvanden time vendte Berit endeligt tilbage, og hun er nu hjemme igen sammen med sin falkoner.  

2:24
Et falkonershow i Hvolris Jernalderlandsby kom ikke til at forløbe helt som forventet.