Falk Lauritsen bliver til Apollo

To af Danmarks største charterrejseselskabet bliver ét samlet selskab.

121114FalkLauritsen.jpg

Fra næste efterår bliver Falk Lauritsen Rejser og Apollo til et. Det oplyser rejseselskaberne i en pressemeddelelse.

Allerede over de kommende måneder vil de to selskabers produktportefølje blive samlet. Sammenlægningen betyder, at man kan købe de samme rejsemål hos begge selskaber. Hos Flak Lauritsen vil det være under navnet "Falk Lauritsen i samarbejde med Apollo".

Apollo og Falk Lauritsen har siden 2007 været søsterselskaber i KUONI Danmark, som også tæller Krone Golf. Falk Lauritsens og Apollos kontor i Herning bliver bevaret.

Direktøren træder tilbage

Samtidig meddeler stifteren af Falk Lauritsen Rejser, Søren Falk Lauritsen, at han træder tilbage som administrerende direktør med udgangen af i år.

- Efter 45 år i branchen har jeg valgt, at dette er en oplagt mulighed for at give stafetten videre til nye kræfter, som på bedste vis kan tage vare på den ægte rejseglæde, som Falk Lauritsen står for. Markedet for rejser ændrer sig utrolig meget i disse år, og konkurrencen er blevet skærpet, så jeg har fuld forståelse for, at man fra ejerkredsens side ønsker at samle ressourcerne for dermed at gøre sig endnu mere konkurrencedygtige, siger Søren Falk Lauritsen i pressemeddelelsen.

Falk Lauritsen har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca.