Fald i juleindbrud

Politiet: Vi er inde i en god stime.

Politi.dk logo 2_0_0.jpg

Antallet af indbrud er ikke lige så højt som for få år tilbage. Politiet mener, at det skyldes bedre opsyn med tyvene.

Halvering

I alt har Midt- og Vestjyllands Politi i år fået 49 anmeldelser om indbrud i privat beboelse fra den 23. december til og med natten til i dag, tirsdag. Det tal er lidt højere end sidste år, hvor der i samme periode var 44 anmeldelser. Alligevel er politiet positive, da det næsten er en halvering i forhold til 2009, hvor de fik hele 90 anmeldelser i perioden.

- Set i forhold til 2009 er vi inde i en rigtig god stime. Der er stadig mange indbrud i julen, men vi har fået stoppet den voldsomme stigning og er på vej ned, fortæller Kurt Stenfeldt fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Besøg hos tyvene

Politiet har da også haft ekstra fokus på indbrud de seneste to år. De har blandt andet aflagt en del besøg hos de i forvejen kendte tyve og holdt godt øje med tyve der har været prøveløsladt her i julen. ¨

Politiet regner stadig med, at der kan komme flere anmeldelser om indbrud, og opfordrer derfor folk til at have et ekstra øje på naboens hus, hvis de ikke er hjemme.