Falck spår en travl weekend på vejene

Frosten rammer flere stedet i landet i weekenden. Det betyder blandt andet glatte veje og is på forruden af bilen. Derfor er det en god idé at gøre bilen vinterklar.

Falck anbefaler at bilister sætter lidt ekstra tid af om morgen til at gøre bilen klar.
Falck anbefaler at bilister sætter lidt ekstra tid af om morgen til at gøre bilen klar.
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Allerede fredag morgen kunne det kolde vejr mærkes, og det fortsætter weekenden over.
Falck spår om en travl weekend, og derfor er det en god ide at gøre sin bil vinterklar.

- Når vi går ind i vintersæsonen, skal vi blandt andet være ekstra opmærksomme på, at batteriet er i god stand, at der er den rette mængde væske i bremsevæskebeholderen, og at kølervæsken er korrekt frostsikret. Derudover er det vigtigt, at vi får skiftet til vinterdæk, så vi undgår problemer i glat føre, siger Gunnar Thykjær, driftsdirektør for Falck Vejhjælp.

Men der er en række gode råd, man kan følge, så man ikke ender i problemer, inden man skal ud og køre.

- Du kan med fordel parkere din bil imod øst, så morgenens stråler smelter rimfrosten, der er kommet over natten. Derudover er det en god ide at udstyre bilen med ekstra sprinklervæske, ligesom det er smart at medbringe et tæppe i tilfælde af motorstop, siger Gunnar Thykjær

Falck anbefaler i øvrigt, at bilister sætter lidt ekstra tid af om morgen til at gøre bilen klar, inden man kører, hvis vejrudsigten lover frost- og snevejr.

- Vinterklargøring af bilen betyder meget for både din og andres sikkerhed, og derfor er det også vigtigt, at vi om morgenen har tid til at fjerne is og sne fra bilens ruder, ligesom det er vigtigt, at vi kan nå at klargøre bilens lygter for at kunne se og blive set af andre bilister i de mørke vintermorgener, siger Gunnar Thykjær.