FAKTA: Retningslinjer for modtagelse af gaver

Lars Løkke Rasmussen modtog en uges ophold i sommerhus af en storfisker. Får styr på retningslinjerne her.

For at rejse penge til Løkkefonden deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn søndag den 21. januar. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen (med glasset).
For at rejse penge til Løkkefonden deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn søndag den 21. januar. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen (med glasset).
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal onsdag i samråd for at redegøre for sin relation til storfiskere, efter at han har modtaget en uges gratis brug af et sommerhus i Skagen til en anslået værdi af 10.000 kroner i fødselsdagsgave.

Bag gaven stod storfiskeren John-Anker Hametner. Efterfølgende har regulering af fiskekvoter stået højt på den politiske dagsorden.

Løkke modtog gaven, før han blev statsminister, men han indløste den først efter.

Et almindeligt medlem af Folketinget er ikke omfattet af reglerne for gaver til offentligt ansatte. Det er man derimod som minister.

Her kan du se en række retningslinjer, som de er formuleret i vejledningen "God adfærd i det offentlige":

  • Hvad er giverens relation til det offentligt ansatte og den ansattes arbejdsplads?
  • Er der tale om en gave eller en fordel, der tilbydes den ansatte i kraft af dennes stilling som offentligt ansat?
  • Forventer giveren en modydelse fra den ansatte, eller kan en accept af gaven eller fordelen give en forventning herom?
  • Har gaven eller fordelen en beskeden økonomisk værdi?
  • Vil en accept af gaven eller fordelen kunne forstyrre den ansattes udførelse af sin pligt, for eksempel sætte den ansatte i en følelse af taknemmelighedsgæld?
  • Kan der stilles spørgsmål ved den ansattes upartiskhed, hvis den ansatte modtager gaven eller fordelen?

Kilde: Moderniseringsstyrelsen.

/ritzau/