Fakta om pukkelhvalen: En sjælden gæst

Op til 12 meter lang og 25-30 tons. Læs mere om pukkelhvalerne og hvorfor det er så sjældent, at de strander i Danmark.

Det var en sjælden gæst på de danske kyster, der i sidste uge strandede ved Stenbjerg i Thy.

Pukkelhvalen findes overalt i de store oceaner og bliver af og til spottet i blandt andet Nordsøen og Østersøen. Men det er meget sjældent, at pukkelhvaler strander herhjemme. Det er kun sket to gange før - i Lønstrup i Nordjylland for 110 år siden og på Bornholm i 1806 - og det er der en naturlig forklaring på.

- Pukkelhvalerne er ret gode til at navigere på lavt vand i modsætning til for eksempel kaskelotterne, der hurtigt mister orienteringen. Og det kan forklare det lave antal strandinger, forklarer Svend Tougaard, der er tidligere museumsinspektør ved Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg og en mændene bag hjemmesiden www.hvaler.dk.

Der er flere gange set levende pukkelhvaler i de danske farvande. Senest skete det ved Sønderborg Havn i 2004, og før det er arten blandt andet set ved Aarhus og Frederikshavn.

Pukkelhvaler kan blive op til 30 år gamle. Den hval, der strandede ved Stenbjerg, var kun 5-10 år gammel, vurderer Morten Tange Olsen fra Statens Naturhistoriske Museum.

Han og flere af hans kolleger var mandag i Stenbjerg for at skellettere den strandende hval. Skellettet tog de med sig til museet i København.

Fakta om pukkelhvalen:

* Længde: Op til 12 meter.* Vægt: 25-30 tons. Vejer 1-2 tons ved fødslen.* Levetid: Mindst 30 år.* Føde: Krebsdyr, stimefisk og hvirvelløse dyr.* Naturlige fjender: Spækhuggere.* Hastighed: Svømmer med 6-12 km/t, kan være neddykket i 3-7 minutter og kan dykke flere hundrede meter.* Drægtighed: 11-12 måneder.* Status: Pukkelhvalerne blev fredet i 1966. Før det blev var den meget eftertragtet af hvalfangerne, men arten er kommet sig godt og er ifølge Morten Tange Olsen ikke truet.* Antal: Man regner med, at der er 80.000 pukkelhvaler på verdenplan - heraf 12.000 i Nordatlanten.

Kilder: www.hvaler.dk og www.naturhistoriskmuseum.dk.