Hjælpeundervisning på hovedet: Fagligt udfordrede elever introduceres til emnet på forhånd

På Ejstrupholm Skole øst for Brande har de gode erfaringer med at introducere fagligt udfordrede elever til stoffet på forhånd i stedet for alene at terpe med dem efter den almindelige klasseundervisning.

Agnethe Hauberg underviser på forhånd en håndfuld elever i matematik. Det har hun og Ejstrupholm Skole gode erfaringer med.
Agnethe Hauberg underviser på forhånd en håndfuld elever i matematik. Det har hun og Ejstrupholm Skole gode erfaringer med.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Traditionelt set har fagligt udfordrede elever fået ekstra undervisning efter den almindelige klasseundervisning. Men på Ejstrupholm Skole får de faktisk undervisningen før klassekammeraterne.

- Det, det handler om, er at gøre dem fortrolige med, hvad det er for et stof, vi skal arbejde med. For eksempel kan det være brøker, og så ved de faktisk godt, hvad det går ud på, (når undervisningen med klassekammeraterne foregår, red.), forklarer matematiklærer Agnethe Hauberg.

Og det gør godt for de fem udvalgte elever i 7. klasse.

- Så ved vi, hvad vi skal lave, så er det nemmere at følge med i det, siger Nicklas Lindskow.

Det handler ganske enkelt om, at de elever, der har brug for ekstra undervisning, får introduceret emnet på forhånd.

- Så er man lidt mere med ligesom de andre. Det føler man sig, uddyber Thomas Svendsen.

Og netop det der med, hvordan man oplever sig selv blandt klassekammeraterne betyder sammen med det faglige output også noget.

Giver selvtillid

Forsøget på Ejstrupholm Skole begyndte sidste år i nogle få klasser. Men erfaringerne er så gode, at skolen vil tilbyde det i alle klasser.

- Det er tydeligt at se, at de elever, jeg har haft, har fået meget mere selvtillid.

- Det skulle også have været sådan, da jeg gik i skole. Jeg tænker på, hvorfor man ikke har gjort det før, afslutter Agnethe Hauberg.

Ideen til at vende den understøttende undervisning på hovedet har Ejstrupholm Skole fået fra et forskningsprojekt i Sverige.

2:11
På Ejstrupholm Skole har de gode erfaringer med at undervise de fagligt udfordrede elever inden resten af klassen