Fagforeningerne: Danske ledige bliver overset

Landsdelens fagforeninger frygter, at der i trepartsforhandlingerne i højere grad tilgodeses arbejde til flygtninge fremfor jobs til de danske ledige.

Foto: Henrik Christensen Schiøth, TV MIDTVEST

På landsdelens fagforeningskontorer er de lige nu bekymrede. De mener, der i trepartsforhandlingerne i øjeblikket er alt for stort fokus på ,at få flygtninge hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet. Fagforeningerne frygter, at flygtningene overhaler de danske ledige i kampen om job.

 

24-årige Abdi Aziz fra somalia har netop fået fast job hos Søms A/S i Lem. I virksomheden har de valgt at gøre ansættelsen permanent efter en succesfuld praktiktid.

- Det har jo noget at gøre med, at vi gerne ser dem som etablerede, istedet for at se dem nede på kommunen, hvor de står ved kassen, siger Tommy Larsen, der er direktør for Søms A/S i Lem.

 

Men virksomheden skal huske, at der også er danske ledige, lyder det fra det lokale metal-forbund.

- Det nytter jo altså ikke noget, at vi nu kaster dem ud i decideret fattigdom efter forskellige reformer, og de så kan opleve, at nu bliver der sat enormt mange ressourcer ind på at ansætte flygtninge i de jobs, som de måske kunne have fået. Så det er en knivskarp balancegang det her, siger Helge Albertsen, der er afdelingsformand i Dansk Metal Skjern-Ringkøbing.

 

Tænketanken Cepos, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Byggeri har foreslået en såkaldt indslusningsløn, der skal hjælpe flygtninge i gang på arbejdsmarkedet. Nej tak, siger de hos fagforeningerne

- Altså det kan vi simpelthen ikke acceptere. For det første vil det gå ud over nogle af de ledige danskere, vi har. og det kan måske også fortrænge nogle af de ordinære jobs vi har, siger Karin Østerby, der er formand for HK MidtVest.

 

Ugebrevet A4 har spurgt kommunerne, om deres indsats for at få flygtninge i job eller uddannelse vil fjerne fokus fra de danske ledige. 56 har svaret, og 43 siger nej. Det gælder også Ringkøbing-Skjern Kommune.

 

- Som arbejdsmarkedet ser ud i øjeblikket, og som det også kommer til at se ud så langt, vi kan se frem, så er der behov for rigtig meget arbejdskraft. Derfor kan jeg ikke se, at det er en reel problematik, siger Kim Ulv Christensen, der er beskæftigelseschef i Ringkøbing-Skjern Kommune

 

Hos Søms A/S  mener de ikke, at flygtningene står i vejen for danske hænder. Fabrikken har 30 ansatte, hvoraf fire af dem er flygtninge

- Det er jo ikke sådan at vi ser forskel på dem, men i takt med, at vi har mange i praktik, finder vi jo nogle guldkorn, som vi synes fortjener en god skæbne, og så finder vi en plads, siger Tommy Larsen

 

Regeringen vil indføre en integrationsbonus til private virksomheder, der ansætter en flygtning.