Fagforening må igen låne løn til rengøringsfolk

3F låner penge til de afskedigede rengøringsfolk i Viborg i juni og nu også juli. Sag mod kommune og rengøringsfirmaer er udskudt til august.

150714ViborgRengoring.jpg

30 rengøringsfolk fra Viborg sidder så hårdt i det på grund af krakket i Tom's Rengøring. Derfor har 3F været nødt til at træde til økonomisk.

- Vi er nødt til at låne rengøringassistenterne løn for juni og juli. Vi har jo nogle mennesker, som ikke ved, om de er købt eller solgt. Det er en helt uacceptabel måde, de er blevet behandlet på, fortæller næstformand Hanne Andersen fra 3F Viborg til TV MIDTVEST.

Det drejer sig om 30 rengøringsassistenter, der mangler arbejde og dermed løn. Nogle få stykker har fået nyt arbejde, men langt størstedelen er lige nu uden job.

3F er ved at rejse sag mod ISS og Elite Miljø for usaglig afskedigelse, men da sommerferien er over landsdelen, er sagen udskudt til august.