Fagforening glæder sig over millioner til omskoling

Fagforeningen 3F har fået mange spørgsmål fra de 285 fyrede ansatte hos Siemens Gamesa i Brande. Med fire millioner kroner til omskoling af de ansatte, er det vigtigste svar på plads.

siemens_produktion_2.jpg
Foto: www.siemens.com/press

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har i dag sendt fire millioner i retning af de fyrede Siemens Gamesa ansatte i Brande. Pengene skal gøre dem klar til at tage et andet job, der måske ikke helt passer med den profil, de har i dag. Og det bakker fagforeningen 3F op om, for de er ikke i tvivl om, at det er omskoling, der er den største redning for de fyrede medarbejdere. 

- Det er det, der skal til for at bringe folk videre. Det er uddannelse. Og efteruddannelse. Så man kan komme videre. Industrien er meget kompleks i dag. Det er indviklede jobs, der er indenfor industrien, så man kan ikke bare gå fra den ene industriarbejdsplads til den anden. Det kræver typisk en efteruddannelse. Så derfor er det vigtigt, at der kommer så mange penge som muligt, siger Torben Andersen, formand for Industrigruppen i 3F Midtjylland. 

Ministeren giver fire millioner til de 360 som har mistet deres job hos Siemens Gamesa - 285 af dem måtte forlade fabrikken i Brande.

Ikast-Brande Kommuner er også glade for håndsrækningen fra ministeren.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har fået pengene. Og pengene skal blandt bruges til at opkvalificere de medarbejdere, der nu er blevet ledige. Og vi har for tiden 46 stillinger, der er opslået som de ledige medarbejdere kan søge ind på, så det forventer jeg mig rigtig meget af. Så er det vores opgave at opkvalificere de medarbejdere, så de matcher de job der er til dem nu, siger Birthe Sørensen (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Ikast-Brande Kommune.

Den 9. januar holder Ikast-Brande Kommune jobmesse i Brande. 30 virksomheder har indtil videre tilmeldt sig - og de kommer allesammen med en ledig stilling.

2:17