Færre køer på græs

Langt flere køer end tidligere tilbringer hele deres liv i en stald.

Der kommer stadigt færre køer på græs i Danmark.

Ifølge dagens MetroXpress kom kun 33% af de danske køer på græs sidste år, mens tallet var 74% i 2003.

Årsagen er større besætninger

Peter Stamp Enemark, der er landskonsulent i dyrevelfærd ved videncentret, mener at tendensen skyldes større besætninger.

- Hvis en landmand har 500 køer, er det både besværligt og dyrt at få dem ud på græs i nærheden af gården. Desuden er det lettere at sikre dem den rigtige foder, når det styres indenfor. Derfor er udviklingen med færre køer i det fri ikke nødvendigvis dårlig, siger han til MetroXpress.

Desuden peger han på, at både luften og temperaturen er nøjagtig den samme inde som ude. Udenfor er køerne for eksempel mere udsat for smitte med parasitter og klovproblemer, hvis drivvejene er mudrede.

Bliver mere stressede i stalden

Men den vurdering er flere uafhængige dyrevelfærdseksperter uenige i, skriver MetroXpress. Undersøgelser viser, at køer, der ikke kommer ud og græsser, dør tidligere og udviser mere stresset og aggressiv adfærd. Risikoen for lidelser i benene og maven er også større.

Seniorforsker Mette Vaarst fra Forskningscenter Foulum kalder derfor udviklingen for trist:

- Der er ingen tvivl om, at køer har det bedst rent velfærdsmæssigt, når de er på græs og kan stå og gå og æde, som de vil. De er bygget til at være udenfor i den friske luft, hvor de kan lægge sig med den afstand til hinanden, de har lyst til, og hvor hygiejnen også er bedre, siger hun.

Men ifølge dyrlæge og adjunkt Nynne Capion på Institut for Produktionsdyr, Københavns Universitet, er problemstillingen mere kompliceret end som så.

- Med den størrelse, besætningerne har fået, kan man ikke bare lukke alle køerne ud på græs. Nogle ville skulle gå alt for langt for det, og alle græsmarker har heller ikke nok næring. Samtidig skal forbrugerne være villige til at betale mere for mælken. Den kan ikke være så billig som i dag, hvis alle køer skal gå og hygge sig på en græsmark, siger Nynne Capion til metroXpress.