Færre indbrud i Midt- og Vestjylland

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud fortsat er faldende.

Nabohjælp
Foto: Scanpix / Jens Gram

Når vi forlader vores hjem for at tage på arbejde eller på ferie, så oplever stadig færre at vende hjem til ubudne gæster. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud har været faldene set over de seneste fem år. Det skriver Bo trygt! i en pressemeddelelse.

- Det er rigtig glædeligt, at antallet af indbrud er faldende, og vi oplever en stigende interesse for at indbrudssikre sit hjem og tilmelde sig Nabohjælp. Tiltag, som vi ved, virker, når det gælder om at holde tyven på afstand, men vi er bestemt ikke i mål endnu. For der sker omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland, og tanken om indbrud i eget hjem gør hver fjerde dansker utryg, siger Britt Wendelboe, der er programchef i TrygFonden og repræsentant for Bo trygt! 

Flest indbrud sker i sommerferien

Sammenligner man tal fra andet kvartal i 2015 og 2019 er antallet af indbrud i hele Danmark faldet fra 5973 til 4947. Her i landsdelen er der også positive takter. I 2015 blev der begået 542 indbrud i midt- og vestjyske hjem i andet kvartal mod 440 i samme periode i 2019.

- Der sker typisk mange indbrud i juli måned, men gode naboer er en af de bedste måder at beskytte sig mod tyven på. Naboer, der hilser på ukendte ansigter og spørger ind til deres ærinde på vejen, stresser en indbrudstyv, og vi ved, at aktiv nabohjælp kan forhindre op til hvert femte indbrud, siger Emilie Birk Jørgensen, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Der 285.000 nabohjælpere i hele landet, og tallet er stigende. 

2:24
Nabohjælpsordningen har fået antallet af indbrud i private hjem til at falde markant over de seneste år. Se indslaget her fra 2017.