Færre flygtninge til Thisted

Thisted kommune vil i fremtiden modtage langt færre flygtninge end i dag. Det kan blive konsekvensen af nogle nye tilskudsregler.

181013_Flygtninge.jpg

En ny måde af fordele penge til integration sætter en stopper for en ellers populær ordning, hvor nordjyske kommuner fordelte flygtninge solidarisk mellem sig. I årevis har Thisted Kommune taget imod flere flygtninge end staten har krævet, men det kan nu være slut. I fremtiden vil Thisted Kommune kun modtage de flygtninge, de er pålagt af staten.

- Det kan være udmærket, at vi kan være med til at løfte opgaven på den her måde. Men det er jo ikke udmærket, at vi så skal til at have en ekstraregning, så vi skal ud og spare på vores kerneydelser, når vi skal ud og løfte opgaven, siger Lene Kjeldgaard, der er borgmester for Venstre i Thisted Kommune.

Frivillig fordelingsordning

Thisted Kommune har været en del af en frivillig fordelingsordning i Nordjylland. De nordjyske kommuner har aflastet Aalborg og fordelt storbyens kvote af flygtninge imellem sig. Men det kan ikke længere lade sig gøre, fordi pengene ikke længere følger den enkelte flygtning.

- Det betyder jo så, at det øjeblik vi tager flere flygtninge, end vi skulle efter den matematiske fordeling, så betyder det også, at vi kan risikere at vi får en større udgift på det her område, siger Lene Kjeldgaard.

Se et indslag om problematikken

2:01
Thisted kommune vil nu modtage langt færre flygtninge end i dag. En ny måde af fordele penge til integration sætter en stopper for en ellers populær ordning hvor nordjyske kommuner fordelte flygtninge solidarisk imellem sig. I fremtiden vil Thisted kommune kun modtage de flygtninge de er pålagt af staten.