Færre festivalgæster i Skive og Harboøre

Der var færre, som fandt vej til Skive Festival i år. Alligevel er arrangøren tilfreds. Også på Haze over Haarum havde de gerne set flere gæster.

Skive_festival2.jpg

Kun 10.000 havde valgt at købe billet til årets Skive Festival. Men netop 10.000 solgte billetter var målet for arrangøren, og derfor er Knud Bjerre da også tilfreds.

 - Det var der Skive Festival skulle ligge i år. Vi tog bevidst tre skridt tilbage i november, da vi tog fem millioner kroner af musikbudgettet, siger arrangør Knud Bjerre efter weekendens festival og fortsætter:

 - Vi tog de fem millioner af budgettet for at begynde at gå fremad igen.

Campen skuffede derimod. Her var der kun 3300 gæster i år mod 7500 sidste år.

3900 besøgende til Haze

I Harboøre kiggede 3900 gæster forbi festivalen.

 - Jeg havde håbet på, der kom flere. Vi havde et godt musikprogram, og vejret kunne vi ikke klage over. Det kan nok ikke blive meget bedre. Hvorfor der så ikke kom flere, har jeg ikke en forklaring på lige nu og her. Vi må håbe, at de, der kom, fik en god oplevelse, og det er med til at trække flere til næste år, siger festivalleder Gunnar Skytte til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.