Færre får influenzavaccine

Influenzaudsatte fravælger vaccinen, fordi de føler sig raske. Sundhedsstyrelsen advarer.

Flere ældre dropper influenzavaccinen i Holstebro Kommune. I vintersæsonen 2009/10 blev kun 45 procent af de ældre i Holstebro Kommune vaccineret mod influenza. I 2012/13 faldt antallet af ældre, der fik et stik mod virussygdommen til kun 43 procent, selv om vaccinen er gratis.

Samme tendens gør sig gældende på landsplan. Kun 46 procent af de ældre i hele Danmark har fået vaccinen i år. Det får nu Sundhedsstyrelsen til at advare mod sygdommen, da mange ikke er klar over, hvor alvorlig influenzavirussen kan være.

- Vi ved, at mange ældre og personer med sygdomme som for eksempel sukkersyge og astma fravælger vaccination, fordi de ikke synes, de er i risiko for at blive alvorligt syge. Og det er rigtig ærgerligt, for risikoen for et alvorligt forløb af er altså højere. Og så selv om man ellers har det godt i hverdagen, siger læge Gry Assam Taarnhøj fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Flere end 1000 dør af influenza

Sundhedsstyrelsen anslår, at mellem 1000 og 2000 årligt mister livet på grund af influenza. Især ældre, gravide og personer, der i forvejen er svækket af andre sygdomme, er udsat.

Ældre og borgere med bestemte sygdomme kan blive vaccineret gratis fra den 1. oktober og året ud. For gravide efter 12. uge gælder samme tilbud frem til 1. marts 2014.

Flest mennesker rammes af influenza sidst i november til starten af december.