Færre anmeldelser om løse hunde

Risikoen for store bøder betyder, at politiet får færre anmeldelser om hunde uden snor.

Hund
Foto: Camilla Rønde / Ritzau Scanpix

Risikoen for at møde løse hunde på offentlige steder er blevet meget mindre, efter at en ny og skærpet hundelov blev vedtaget i 2010, oplyser DR Midt & Vest.

I Midt- og Vestjyllands Politikreds er antallet af anmeldelser om løse hunde faldet fra 574 i 2010 til 193 i 2017. Og på landsplan faldt tallet fra 5001 til 525.

- Det er nok primært på grund af heftige bøder, men også fordi vi mange gange via pressen har forsøgt at gå ud og fortælle, at det er vigtigt, at man holder styr på sin hund, siger politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi. Peder Christensen.

Man risikerer en bøde på 2000 kroner, hvis man ikke har styr på sin hund. 

Peder Christensen siger til DR Midt & Vest, at en hund skal føres i snor eller under ledsagelse af en, som har fuld herredømme over hunden.