Færre alkoholbehandles

Antallet af personer i alkoholbehandling er faldet med ni procent siden 2010, viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Blå Kors Danmark er bekymret.

Færre personer kommer i alkoholbehandling i dag i forhold til i 2010. Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

I 2010 kom 34.000 personer i behandling - i 2013 var antallet 30.000. Men faldet vækker ikke jubel hos Blå Kors Danmark.

- Vi har 140.000 alkoholafhængige og 585.000 med et skadeligt alkoholforbrug, så 30.000 i behandling er ikke meget. Tallene viser, at faldet ikke dækker over et mindre behov, men i stedet, at flere ikke får den hjælp de har behov for, sagde generalsekretær Christian Bjerre i sin beretning på Blå Kors Danmarks 120-års jubilæumslandsmøde i Odense Congress Center i går.